Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Huskeliste til forældre

Overtøj og fodtøj, som passer til årstiden
Rådfør dig med personalet på stuen, hvis du er i tvivl. Jakker, frakker og flyverdragter må ikke indeholde snører eller snore, da det kan medføre kvælningsfare. Sko skal passe til barnets fod. 

Vanter, hue og varm trøje i vinterhalvåret - solhat og langærmet trøje i sommerhalvåret.
Huer, hatte og vanter må ikke have snore, da det kan medføre kvælningsfarer.

Når det er sommer og solen skinner skal børnene være indsmurt i solcreme ved aflevering. Personalet sørger for indsmøring henover dagen og efter behov.

Ekstratøj/skiftetøj
Alle børn har en kasse med ekstratøj ved uheld. Kassen skal indeholde mindst et sæt tøj – altså bluse, bukser, strømper og undertøj. Sørg for at tøjet passer til årstiden og ikke mindst til barnets størrelse.

Påklædning
Barnets tøj skal kunne give plads til bevægelse. Bukser skal sidde løst om maven, så barnet selv kan træne at tage dem af og på, og bluserne må ikke være så stramme, at barnet har svært ved at trække ærmerne op. Husk at skrive navn i sko, tøj, krammedyr og sutter.

Hjemmesko
Et sæt hjemmesko, som barnet selv kan tage af og på, når de har alderen til det.

Et krammedyr, sut, nusseklud
Ting som kan gøre barnet trygt når det skal sove. Husk at skifte sutten jævnligt og vaske krammedyr og sutteklud efter behov.

Syge- og fridage
Holder jeres barn en syge- eller fridag, vil vi meget gerne vide det inden klokken 9.00. Ring eller skriv det i Aula, så vi ved besked.